Københavns skyline

Direktør til Copenhagen Gaming, Film and Mediafund og Den Østdanske Filmfond

Vil du stå i spidsen for to nye fonde, der skal styrke Østdanmarks position inden for spil, film, tv og nye audiovisuelle medier?

Copenhagen Gaming, Film and Mediafund ApS er moderselskab for Den Østdanske Filmfond ApS. Sammen udgør de en ny platform for udviklingen af spil, film, tv og nye audiovisuelle medier i Østdanmark.

Den audiovisuelle branche er i hastig forandring. Nye teknologier, nye fortælleformer og nye forretningsmodeller skaber nye muligheder – og skærper konkurrencen om produktioner, investeringer og talent. Derfor er fondene etableret med støtte fra Københavns Kommune – og for Den Østdanske Filmfonds vedkommende også Guldborgsund og Vordingborg Kommuner.

Nu søger vi den direktør, der kan bygge organisationerne op, skabe stærke partnerskaber, samle branchen og omsætte ambitionerne til konkrete resultater.

To fonde – ét fælles formål

Copenhagen Gaming, Film and Mediafund er den nye platform for udviklingen af spil, immaterielle rettigheder (IP) og nye audiovisuelle medier i Østdanmark. Fonden skal skabe nye partnerskaber, styrke innovation og udvikle branchens økosystem.

Den Østdanske Filmfond er et datterselskab under CGFM og har ansvaret for den regionale filmstøtte til film- og tv-produktioner i tæt samspil med Det Danske Filminstitut og den nationale filmaftale.

Fondene er selvstændige selskaber med hver deres bestyrelse og mandat, men deler sekretariat og direktør. Begge selskaber er 100 % ejet af Copenhagen Capacity, som arbejder for at tiltrække investeringer, virksomheder og international vækst til Østdanmark og talenter til dansk erhvervsliv.

En direktør, der også er entreprenør

Det er ikke et klassisk direktørjob. Du får ansvaret for to selskaber, men ikke en stor organisation.

Du får en lille, dedikeret organisation omkring dig med én fast medarbejder, et stærkt administrativt bagland hos Copenhagen Capacity og mulighed for at trække på eksterne specialister efter behov.

Til gengæld får du en sjælden mulighed for at bygge noget op næsten fra bunden. Du bliver både direktør, forretningsudvikler, netværksskaber og praktisk problemløser.

Vi leder derfor efter en person, der motiveres mere af indflydelse end af organisationsdiagrammer.

Det betyder, at du både skal kunne tænke strategisk og have lyst til selv at få tingene til at ske. Den ene dag mødes du med producenter, kommuner eller internationale samarbejdspartnere. Den næste forbereder du bestyrelsesmøder, udvikler nye partnerskaber eller planlægger næste ansøgningsrunde.

Hvis du trives bedst med store stabe og mange ledelseslag, er dette sandsynligvis ikke den rigtige stilling. Hvis du derimod motiveres af frihed, ansvar og muligheden for at bygge noget nyt, kan det være den helt rigtige.

Dine vigtigste opgaver

Du får det samlede ansvar for begge fondes udvikling og drift, herunder at:

  • udvikle fondene og styrke Østdanmarks position som attraktiv destination for spil, film- og tv-produktion
  • sikre transparente og fagligt stærke uddelingsprocesser og professionel administration af fondenes støtteordninger
  • betjene og rådgive de to bestyrelser
  • opbygge relationer til spilbranchen, producenter, kommuner, fonde, uddannelsesinstitutioner og internationale samarbejdspartnere
  • identificere og udvikle nye partnerskaber og finansieringsmuligheder i et skiftende mediemarked
  • sikre, at fondene lever op til gældende lovgivning, tilskudsaftaler og regler om offentlig forvaltning.

Hvem er du?

Du behøver ikke kunne det hele.

Vi forestiller os, at du kan komme fra spilbranchen, mediebranchen, filmbranchen, en fond, en offentlig- eller kulturinstitution eller en anden organisation med stærke partnerskaber og mange interessenter.

Det vigtigste er, at du har gennemført større projekter, kan skabe tillid og får energi af at bygge noget op.

Du har en naturlig autoritet og kan skabe tillid hos både kreative miljøer, offentlige samarbejdspartnere og politiske interessenter.

Det er en fordel, hvis du:

  • har erfaring fra eller et stærkt kendskab til den audiovisuelle branche eller beslægtede kreative erhverv
  • trives med stort personligt ansvar og høj grad af selvstændighed
  • har erfaring med bestyrelsesbetjening og samarbejde med mange interessenter
  • kan omsætte ambitioner til konkrete resultater
  • har erfaring med offentligt finansierede organisationer, støtteordninger eller fondsarbejde og eventuelt har kendskab til og erfaring med EU Media Desk
  • besidder ægte innovationskraft og nysgerrighed for fremtidens medier.

Derfor skal du søge

Du får en sjælden mulighed for at stå i spidsen for to nye fonde med ambitionen om at sætte et varigt aftryk på udviklingen af film-, spil- og mediebranchen i Østdanmark.

Du bliver en del af Copenhagen Capacitys internationale miljø, men får samtidig friheden til at forme fondene, opbygge stærke partnerskaber og skabe resultater sammen med branchen.

Hvis du motiveres af ansvar, handlefrihed og muligheden for at bygge noget op, er det svært at finde mange stillinger, der ligner denne.

Du kommer til på et usædvanligt tidspunkt. Fondene er etableret, finansieringen er på plads, bestyrelserne er på plads – men retningen, samarbejderne og de første store resultater skal skabes nu. Derfor får du en reel mulighed for at sætte dit eget præg på udviklingen fra første dag.

Vi tror ikke på, at den rigtige kandidat nødvendigvis har fulgt én bestemt karrierevej. Hvis du kan skabe retning, samle mennesker og omsætte ambitioner til handling, vil vi meget gerne høre fra dig.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte bestyrelsesformand Carsten Hellmann på che@noscomed.com eller adm. direktør i Copenhagen Capacity Asbjørn Overgaard Christiansen på aoc@copcap.com / tlf. 61 42 25 04.

Ansøg ved at sende din ansøgning med CV til job@copcap.com senest søndag den 13. september 2026.

Der er nedsat et ansættelsesudvalg med repræsentanter fra de to bestyrelser, og vi forventer at køre samtaler i uge 39 og 41. Der vil være brug af tests for kandidater, der går videre i processen.